Mindeord for Formand Erwin

Gerner skriver mindeord over Erwin Langholz.

Med Erwin Langholz’s død har New Orleans Jazz Sønderborg mistet sin engagerede formand. Bestyrelsen havde besluttet at udnævne ham til æresmedlem og indrammet æresbeviset til overrækkelse ved klubbens femårs fødselsdag den 14. marts. Men i lørdags døde han. I stedet mødte hans søn op på Sundhalle til frokostjazz i søndags og videregav beskeden fra sin far: Alle skal have en gratis øl.

Erwin udpegede dem, der kom med i bestyrelsen fra starten. Og optakten var for Erwin en rejse til New Orleans med efterfølgende jazz i den private have på Jomfrusti. Koncerten blev en stor succes og lagde grunden til den næste. Plasticspanden i haven var sat frem for at indsamle penge til en bustur til Tastupper Krog nær Flensborg, hvor Rainy City Stompers spillede.

Traditionel jazz var hans livsindhold. Hans viden om jazz og om orkestre var fantastisk, og hans omgangskreds utrolig stor. Hans glæde ved musikken formidlede han på bedste vis ved små intime jazzkoncerter og til jazzklubbens stigende medlemstal og voksende fremmøde til frokostjazz i Sønderborg. Indtil han ikke kunne mere, og sygdommen bredte sig.

Takket være hans indsigt, gode ideer, stædighed og skarpe kant vil vi huske ham som det usædvanlige menneske, han var.

Æret være Erwins minde.

 

Erwin Langholz.